Dansk Film Skat: - oplysninger om danske film

Nyhedsgrupper:

Sat
12
Jul
2008

Filmværkstedet søger medarbejdere til 2 jobtilskuds-stillinger

Onliner/grader
Vi søger en person med flair for farver og filmens "look". Du er enten grafiker eller stillbilledfotograf og har kendskab (det er ikke nødvendigt, men en fordel) til AVID og/eller forskellige compositing programmer (f.eks. Shake, Combustion, After Effects, Photoshop). Du vil få et indgående kendskab til: online/grading af film, de forskellige produktionsprocesser på film og produktion af film generelt; formater, effekter, software osv. Derudover vil du komme til at arbejde på mange forskellige projekter, så der er rig mulighed for, at du kan udbygge dit faglige netværk. Oplæring vil finde sted.

Distributionskoordinator
Din hovedopgave vil være at distribuere Filmværkstedets produktioner til festivaler. Du skal have et øje for film og skal kunne vælge, hvilke film, der skal sendes til hvilke festivaler. I distributionsarbejdet skal du udarbejde festivalstrategier for de film, der bliver færdige på Filmværkstedet i samarbejde med filmens instruktør. Du vil komme til at fungere som koordinerende led mellem instruktør og festivaler, og vil bl.a. skulle hjælpe med at kopiere film, sende dem ud og overholde de mange deadlines.

Du kommer til samarbejde med DFIs festivalafdeling, og får mulighed for at få indflydelse på hvilke film, der bliver tildelt støtte fra den afdeling.

Du vil også være med til at arrangere SneakBar, et premierearrangement for de film, der bliver produceret med støtte fra Filmværkstedet. I forbindelse med SneakBar vil du bl.a. komme til at stå for udformning af programtekst og pressemateriale.

Deadline for ansøgningerne er 4. august 2008.


Dansk Film Skat har intet med opslaget at gøre!

Fri
11
Jul
2008

65.000 kostumer i Alladins hule

De færreste DR-medarbejdere har været nede og kigge sig omkring i den verden af farver og fantasi, som man finder bag en stor, knirkende ståldør i kælderen under DR Byen. For fra gammel tid er det tradition blandt kostumeafdelingens medarbejdere at vogte årvågent over de mange smukke ting, så de ikke tager skade eller forsvinder.
Men før fredagens oversvømmelse af DR Byens kældre, som har beskadet kostumer, dekorationer og rekvisitter for millioner af kroner. Vandet kom ind i et af de kælderrum i segment et, der vender ud mod Amager Fælledvej. Da det var nået lidt mere end en meter op i rummet, var der så meget tryk på, at vandmasserne pressede døren til næste rum op, hvor der stod fire Steinway-flygler, tre hammond-orgler, fire klaverer, to keyboards og en gammel lirekassevogn. Alt er ødelagt. Derfra har vandet som en flodbølge skyllet ud i den øvrige kælder - i alt ti store kælderrum, hvor Kostumen, Rekvisitten og Dekorationen opbevarer alle deres materialer, inviterede kostumekoordinator Henning Thorsen DRåben indenfor for at vise, hvor langt han og kollegerne er nået med at genskabe DRs kostumelager efter flytningen fra TV-Byen. De er ikke helt i mål endnu, for selv om der er solgt kostumer fra på markedsdagene, og selv om der på et tidspunkt i flytteprocessen blev talt om, at der skulle reduceres voldsomt i DRs store kostumesamling - så er der stadig 65.000 kostumer at bruge løs af.
Kostumekældrene er fyldt med store reoler og tøjet hæn-ger fra gulv til loft - inddelt efter hvilken historisk periode eller funktion, det hører hjemme i. Rokoko her - uniformer der - og tøjdyr bagest til højre ... Da det under ind-flytningen viste sig, at pladsen i de nyindkøbte reoler så langt fra slog til i forhold til kostumesamlingen, kørte Hen-ning Thorsen resolut til TV-Byen og hentede nogle af de gamle reoler.
"Når man arbejder med de her ting, får man en stor glæde og kærlighed til dem - og meget af det er skabt i de gode tider, da vi havde en stor systue, og der var råd til at ofre mange arbejdstider på at sy smukt og detaljeret. De skal da bevares - vi får nok aldrig mulighed for at få noget tilsvarende," siger han.

Hvert enkelt kostume er forsynet med et identitetskort med foto, der viser størrelse, hvilken udsendelse det er fremstillet til, og hvem der har brugt det - ligesom hvert klædningsstykke er registreret på computer, så man også kan få den form for overblik. "Men det er jo stadig sådan, at man skal hen og røre ved stoffet og se hvert kostume an, før man ved, om det nu også er det helt rigtige til den aktuelle sammenhæng," siger Henning Thorsen. Derfor er mange af væggene også beklædt med tilbehør. Her er en hel væg med slips, en anden med tørklæder, en tredje med tasker - og slet ikke at tale om alle skoene, der gemmer sig på hylder i en speciel afdeling. Når man går igennem rummene, fanger øjet hele tiden noget nyt, så det kan være svært ikke at falde i staver og liiige skulle se nærmere på det ene eller det andet. Næsten ligesom i en rigtig eventyrverden.

Thu
10
Jul
2008

"Den du frygter" og "Maria Larssons evige øjeblik" til Toronto

Kristian Levrings "Den du frygter" og Jan Troells "Maria Larssons evige øjeblik" er udtaget til Toronto International Film Festival, Nordamerikas vigtigste og største filmfestival, som afholdes 4.-13. september.

"Maria Larssons evige øjeblik" vises i serien Masters, som ifølge festivalen præsenterer nye værker af verdens mest anerkendte og berømte instruktører. "Den du frygter" er valgt til serien Contemporary World Cinema, hvor festivalen præsenterer et udvalg af de bedste nye internationale film.

"Den du frygter" er et psykologisk drama om Michael, der melder sig til et medicinsk forsøg med et nyt anti-depressivt middel, som viser sig at have alvorlige bivirkninger. Forsøget må stoppes, men Michael nægter at give slip på den nyfundne ro og selvkontrol, som pillerne giver ham, og fortsætter eksperimentet på egen hånd. Besat af egen succes begynder han at føle trang til også at tage kontrol med andre menneskers liv. Ulrich Thomsen og Paprika Steen medvirker.

Kristian Levring og Anders Thomas Jensen har skrevet manuskriptet til "Den du frygter", og Sisse Graum Jørgensen har produceret for Zentropa. Der er dansk premiere i januar 2009.

"Maria Larssons evige øjeblik" er et episk kærlighedsdrama. Filmen foregår i Sverige i begyndelsen af 1900-tallet i en tid med stor fattigdom og store forandringer. Den unge kvinde Maria vinder et kamera i et lotteri og bliver gift med den charmerende Sigge. Maria udforsker verden og sin hverdag med sit kamera, og Sigge bruger mere og mere tid væk fra familien. Da kameraet bringer fotografen Pedersen ind i Marias liv, kommer Marias ægteskab for alvor på prøve. I rollerne ses Maria Heiskanen, Mikael Persbrandt og Jesper Christensen.

"Maria Larssons evige øjeblik" er baseret på autentiske personer og begivenheder i Troells nærmeste familie. Manuskriptet er skrevet af Agneta Ulfsäter Troell, Niklas Rådström og Jan Troell. Thomas Stenderup har produceret for Final Cut Productions. Der er dansk premiere 24. oktober.

Thu
10
Jul
2008

DR mindes Thomas Winding

Hans stemme var for mange danskere uløseligt forbundet med barndommens mest eventyrlige øjeblikke i tv-skærmens skær hvor han tryllebandt tusinder.

Men i weekenden blev stemmen tavs. Da døde tv-værten, forfatteren, fortælleren m.m. Thomas Winding, 71 år gammel. For at mindes ham sender DR2 på søndag klokken 22.50 portrætudsendelsen 'Jo tak, jeg kender godt Thomas Winding' fra 2007.

Her fortæller Thomas Winding med underfundig lune om sit liv og arbejde, og det hele bliver illustreret med arkivklip fra de udsendelser, han fik produceret i sine næsten 20 år i DR. Her blev det til programmer som ’Farvel, jeg hedder Kurt’, ’Kæresten er i favn om få minutter’, ’Op på ørene - vi er kørende’, ’Se Hundested og gø', ’Super Carla vender tilbage’ og mange andre udsendelser.

Maria Mac Dalland og Dino Raymond Hansen fra Wake Film står bag portrætprogrammet, og de besøgte Thomas Winding flere gange i årene 2002-2007 i hans hus på Ærø. Resultatet af besøgene blev en film, der tegner et kærligt og personligt portræt af en mand, der viede sit liv til at fortælle historier for børn i alle aldre.

I portrætudsendelsen smyger den karismatiske stemme sig om medrivende historier om nissen på øen, køerne ved Niger-floden og Windings egen hund, Mester. Og Winding viser rundt i sit værksted, hvor farverige billeder med dyr og mennesker flyder fra penslen.

Også P1 mindes Thomas Winding i de kommende dage. P1 genudsender fredag den 11. juli klokken 14.03 Christian Wohlerts 'Samtaler i sommernatten' fra 2002. Her taler han med Thomas Winding i hjemmet på Ærø om historiefortælling, om at tegne og meget andet.

Interviewprogrammet kan også høres lørdag den 12. juli klokken 15.03 og søndag den 13. juli klokken 7.03 på P1.

Sat
05
Jul
2008

Thure Lindhardt med i homoseksuelt drama

Thure Lindhardt spiller en af hovedrollerne i en den nye film 'Broderskab', som handler om et homoseksuelt kærlighedsforhold i et nynazistisk miljø.

Thure Lindhardt har atter sikret sig en hovedrolle i en ny dansk film. Denne gang drejer det sig om 'Broderskab'. Filmen handler om et homoseksuelt kærlighedsforhold i et nynazistisk miljø.

Thure Lindhardt har alle muligheder for at spille med i en film med et homoseksuelt tema, da han som bøsse kender det homoseksuelle miljø indefra. I anden stor rolle er Nicolas Bro at finde.

Det er debutanten Nicolo Donato, der skal instruere 'Broderskab'. Filmen har opnået støtte fra Det Danske Filminstituts ny pulje, Råfilm.

Thure Lindhardt har netop haft stor succes i filmen "Flammen og Citronen" og havde en af de bærende roller i 'Nordkraft'.

Thure Lindhardt slog igennem i offentligheden tilbage i 1989, hvor han spillede den autistiske søn i filmen 'Her i nærheden'

Sat
05
Jul
2008

Nikolaj Steen i Paprikas fodspor

Den danske filmstjerne Paprika Steen får snart konkurrence fra sin egen familie. Hendes lillebror, Nikolaj Steen, springer nemlig om kort tid ud som filminstruktør

Rockstjernen, produceren med meget mere har netop fået bevilget støtte til sin første spillefilm 'Vagn', som han tilmed også har skrevet manuskript til.

- En sjov film med kant, der kan mere end at bare underholde, lyder det i begrundelsen for, at Nikolaj Steen har fået tildelt filmstøtte på tre millioner kroner.

I forvejen har Nikolaj Steen ligesom Paprika også prøvet kræfter på den anden side af kameraet. Således har han spillet med i syv film, heriblandt Hella Joofs 'En kort, en lang'.

Og apropos Hella Joof, starter hun ligeledes om kort tid optagelserne til sin næste spillefilm.

Den hedder 'Se min kjole' og er en rå ungdomsfilm om fire piger, som stikker af fra deres behandlingshjem.

Begge film ventes at få premiere i 2009.

Fri
04
Jul
2008

Ny ungdomsfilm af Hella Joof får støtte fra Det Danske Filminstitut

"Se min kjole" er titlen på en rå og direkte film til de 15-25-årige om fire piger på afvænning, der stikker af fra en udflugt med deres behandlingshjem. Under flugten bliver de tvunget til at forholde sig til deres vante offerrolle og tage ansvar for eget liv. De kommer fra forskellige baggrunde; og hvad der starter med en springtur, ender som et hævntogt ind i den mørke fortid, en af pigerne har med sig.

Spillefilmkonsulent Thomas Krag har store forventninger til, at "Se min kjole" bliver en medrivende film for unge med sin helt egen kontante tone: "Dette er ikke en børnesang, men filmen har reference til barndommens sårbarhed og de ubegribelige overgreb, nogle børn oplever. Filmen tager fat i de tabuer og traumer, der følger unge med misbrug og vold i bagagen. Filmens tone er på én gang sanselig og rå. Hovedpersonerne kører på et overskud af hårdkogte 'oneliners', alt i mens de i bogstaveligste forstand pisser deres territorium af. Men de bliver klogere undervejs og formår at distancere sig fra de negative adfærdsmønstre, de er vokset op med."

Hella Joof har tidligere instrueret filmene "En kort en lang", "Fidibus", "Oh Happy Day" og senest tv-serien "Album". Ida Maria Rydén har skrevet manuskript til filmen, der produceres af Thomas Gammeltoft, Fine & Mellow. Blandt de unge hovedrolleindehavere er Stephanie Leon kendt fra ungdomsfilmene "Bagland" og "Råzone".

"Se min kjole" forventes at få premiere sommer 2009. Filmen har fået 4.800.000 kr. i produktionsstøtte.

Mon
30
Jun
2008

Dansk film får russisk kritikerpris

Instruktøren Linda Wendels film "One Shot" med Jesper Christensen får kritikerprisen på Moskva Filmfestival.
Den danske filminstruktør Linda Wendel fik lørdag den prestigefyldte kritikerpris på den 30. udgave af Moskva Filmfestival, oplyser filmmagasinet Ekko.

Prisen for filmen 'One Shot' blev givet for »en innovativ fortolkning af Skandinaviens kulturelle traditioner på basis af en virtuos brug af filmsproget«.

Kun tre skuespillere med
'One Shot' er da også netop karakteriseret ved sin leg med mediet. Filmen er optaget i ét langt skud fra kl. 05.58 til 07.12 om morgenen, hvor webcam-luderen Sally med en pistol i tasken tropper op på sin mors landsted for at få svar på, hvem hendes far er.

Mille Hoffmeyer Lehfeldt, Karen-Lise Mynster og Jesper Christensen er filmens eneste skuespillere.

Med den russiske hæder behøver prishøsten ikke at være forbi for Linda Wendel. I august vises "One Shot" på filmfestivaler i Montreal i Canada og i Warszawa i Polen.

Fri
27
Jun
2008

"Den du frygter" til San Sebastian Filmfestival

Kristian Levrings nye spillefilm, "Den du frygter", er udtaget til hovedkonkurrencen på den 56. San Sebastian Internationale Filmfestival. Festivalen, som afholdes fra 18. til 27. september, er en af Europas væsentligste filmfestivaler og i samme gruppe af A-filmfestivaler som festivalerne i Cannes, Berlin og Venedig.

"Den du frygter" er et psykologisk drama om Michael, der melder sig til et medicinsk forsøg med et nyt anti-depressivt middel, som viser sig at have alvorlige bivirkninger. Forsøget må stoppes, men Michael nægter at give slip på den nyfundne ro og selvkontrol, som pillerne giver ham, og fortsætter eksperimentet på egen hånd. Besat af egen succes begynder han at føle trang til også at tage kontrol med andre menneskers liv.

Ulrich Thomsen, som spiller hovedrollen i "Den du frygter", vandt i 2004 San Sebastian-festivalens pris for bedste skuespil for sin rolle i Susanne Biers "Brødre". Det øvrige skuespillerhold i "Den du frygter" består af Paprika Steen, Emma Sehested Høeg, Lars Brygmann, Stine Stengade, Bodil Udsen og Bjarne Henriksen.

"Den du frygter" er Levrings første dansksprogede spillefilm siden debutfilmen, "Et skud fra hjertet", fra 1986. Han var en af de fire Dogme-brødre og stod i 2000 bag den engelsksprogede Dogme-film, "The King is Alive". I 2002 instruerede han den engelske spillefilm, "The Intended".

Kristian Levring og Anders Thomas Jensen har skrevet manuskriptet, og Sisse Graum Jørgensen har produceret for Zentropa. Filmen er støttet af filmkonsulent Molly Malene Stensgaard, Det Danske Filminstitut. Der er dansk premiere i januar 2009.

Fri
27
Jun
2008

Standardkontrakter for DR og TV 2s engagement i dansk film er på plads

Standardkontrakterne for DR og TV 2s engagement i henholdsvis spillefilm og kort- og dokumentarfilm er nu på plads.

De nye standardkontrakter har virkning for alle aftaler mellem DR/TV 2 og producenter, der indgås pr. 1. juli 2008 og derefter. Kontrakterne vedrører DR / TV 2s økonomiske engagement i danske spillefilm og danske kort- og dokumentarfilm. De skal anvendes, såfremt DR og TV 2 ønsker at afregne beløbet i det politisk fastsatte engagementsbeløb, jf. Filmaftale 2007-2010 og Medieaftale 2007-2010.

Side << | 1 | 10 | 20 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 40 | 50 | >>