En nyhed fra danskfilmskat.dk's nyhedsgruppe Dødsfald
Filminstruktøren og produceren Flemming la Cour døde søndag nat, 77 år gammel.
Flemming la Cour startede sin karriere i filmbranchen på Nordisk Film, fortsatte med reklamefilm for Gutenberghus Reklamefilm, der indbragte ham hans første pris ved Reklamefilmfestivalen i Cannes i 1957.
Efterfølgende blev han som selvstændig kortfilminstruktør belønnet i både Marseille, Berlin og New Delhi, inden Danmarks Radio i 1973 fastansatte ham.
Hos DR blev han kendt for programmer som musikserien "Spil Op", "Stav et tal" og underholdningsserien "Hjerter på Spil", "Kanal 22", "Draculas Ring" og "Superchancen" med Suzanne Bjerrehus i værtsrollen.
Flemming la Cour blev i påsken ramt af en svær leverlidelse, men blev i sidste uge udskrevet til et genoptræningsophold på Lysglimt i Gilleleje. Han nåede kun at opholde sig der i fire dage, inden han søndag måtte tilbage til Hvidovre Hospital, hvor han døde om natten.
Han efterlader sig sin tredje kone, Lisbeth, som han næsten nåede at fejre 18 års bryllupsdag med.
Den nye "Far til Fire"-film, "Far til Fire-tilbage til naturen" skal indspilles på Sydfyn. Indspilninger begynder 5. juli og forventes at vare frem til begyndelsen af august. Og der mangler folk bag kulisserne.Film: Filmen er støttet af FilmFyn, og da filmens producent Henrik Møller-Sørensen tidligere har optaget ”Far til Fire – i stor stil “ på Fyn, håber han på at finde god kvalificeret arbejdskraft til produktionen.
Søger filmfolk
ASA Film, der står bag produktionen søger folk til følgende funktioner: Kostumeassistent, Sminkeassistent, Lysassistent, Locationmanager samt Runnere. Alle skal have kørekort.
Ansøgning og CV sendes til job@asafilm.dk.
Ansøgningsfristen er 16. juni.
Skandinaviens største animationsselskab A. Film fyrer folk, da de ikke har nye ordrer at begynde på, når alle projekter er afsluttede til oktober.
A. Film er ved at afslutte Skandinaviens første animationsfilm i 3D – ’Olsen-banden på de bonede gulve’ – men herefter er der ikke mere arbejde.
»Vi lukker ikke, vi lægger det i mølposen og drosler ned mest tænkeligt«, siger administrerende direktør Anders Mastrup.
Dårlig økonomi og svigtende støtte
Det er en kombination af dårlig økonomi i filmbranchen og dårligt held med filmstøttesøgningen, der gør, at selskabet nu må gå i dvale.
»Vi har fem film, som af den ene eller anden grund er på standby. Vi knækker, hvis ikke vi har arbejde til de ansatte«, siger direktøren, der dog planlægger at skrue op for produktionen igen, når der kommer flere opgaver.
A. Film har eksisteret siden 1988 og har tidligere produceret kendte film som ’Terkel i knibe’ og ’Jungledyret Hugo’.
En nyhed fra danskfilmskat.dk's nyhedsgruppe Kommentar
Én af Københavns ældste biografer lukker og slukker den 6. juni.
Biografen Metropol, der åbnede i januar 1938, ligger i Industriens Hus og da netop Industriens Hus skal renoveres fra tag til sokkel, må Metropol altså lade livet. Det fortæller DR København
"Jeg har det skidt med det, for det er også en af mine yndlingsbiografer," fortæller biografdirektør hos Nordisk Film, der ejer Metropol, John Tønnes, til DR København og fortsætter:
"Hvis der skal ske noget byudvikling i København, må der også ske noget med de store markante bygninger og det er sådan set fint, at Dansk Industri (ejer af Industriens Hus, red.) har taget initiativ til at gøre noget ved deres store ejendom på Rådhuspladsen. Det er ærgeligt, men på den anden side, er det jo bare en del af den udvikling, der skal ske i København og så må vi leve med det."
Fire smarte piger lukker ballet
Renoveringen og ombygningen af Industriens Hus vil være færdig om et par år, men det betyder ikke, at Metropol vender tilbage.
"Problemet er, at når vi lukker biografen og den skal stå lukket i to-tre år, vil biografgæsterne vænne sig til at gå i biografen andre steder, og så vil det tage adskillige år at genopbygge Metropols gæstebase og blive rentabel igen. Vi har vurderet, at det ikke kan lade sig gøre, og derfor bliver den 6. juni den sidste åbningsdag hos Metropol," siger John Tønnes til DR København
Metropol åbnede under navnet Palladium i januar 1938 med filmen Tre Smarte Piger. Nu slutter den den 6. juni med en film om fire smarte piger - nemlig Sex & The City.
En nyhed fra danskfilmskat.dk's nyhedsgruppe DR
Fra 24. maj og en uge frem præsenterer DR K ni nye film fra New Danish Screen. Hver dag i en hel uge kan seerne på DR K få fornøjelsen af film lavet af dansk films nye lovende talenter
Når DR K blænder op for de ni New Danish Screen film, er der noget for enhver smag. Man kan blandt andet opleve den eksperimenterende filmfortælling "Sky", som med stærke visuelle og auditive virkemidler fortæller historien om den ældre mand Joakim, der må konfrontere sin traumatiske fortid. Seerne kan også stifte bekendtskab med filmen "Træneren", der sætter fokus på det svære emne om seksuelle overgreb på børn og unge.
Filmene varer fra under ti minutter til op omkring en time og bliver derfor i nogle tilfælde vist i pakker med to film ad gangen. Søndag den 30. maj bliver alle ni film vist samlet i en New Danish Screen maraton på DR K.
Ikke kun for filmnørder
Selvom de New Danish Screen film, der vises på DR K, ikke er film, man typisk ville møde i biografen, er det ikke kun filmnørder, der kan få noget ud af dem.
"De film, vi støtter hos New Danish Screen, viser hvad nye talenter i dansk film vil fortælle, og hvad de filmisk er i stand til. Det går heldigvis i mange forskellige retninger og taler dermed også til et bredt udsnit af det danske filmpublikum. Tv-seerne vil i næste uge få filmoplevelser, der helt sikkert rykker ved deres faste forestillinger om, hvordan en film skal være skruet sammen, og de vil se nogle bud på, hvem der kommer til at tegne fremtiden i dansk film," siger kunstnerisk leder af New Danish Screen Jakob Høgel.
New Danish Screen-ugen på DR K er netop led i et forsøg på at give mange flere danskere mulighed for at stifte bekendtskab med de danske filmtalenter.
"Vi er meget glade for at kunne vise denne fine vifte af meget forskellige film og være med til at øge opmærksomheden omkring talentlaget i dansk film. Filmene vidner om stor mangfoldighed i det danske filmtalent-lag, og det er oplagt for os på DR K at brede initiativer som New Danish Screen ud blandt de kulturinteresserede seere. Det er noget, vi meget gerne gør til en tradition," siger Flemming Hedegaard, kanalredaktør for DR K.
Visningerne på DR K
DR K viser i alt ni New Danish Screen produktioner i perioden 24.-30. maj.
•Mandag 24. maj kl. 22.00: "Træneren" af Lars Kristian Mikkelsen
•Tirsdag 25. maj kl. 22.20: "Bobby" af Julie Bille / kl. 23.10: "Sky" af Mikkel Sørensen
•Onsdag 26. maj kl. 22.00: "Udflugt" af Kasper Torsting / kl. 22.20: "Promise" Morten BH, Kirsten Dehlholm og Henning Carlsen.•Torsdag 27. maj kl. 20.00: "Sol skin" af Alice de Champfleury / kl. 21.25: "Limboland" af Jeremy Wellers
•Fredag 28. maj kl. 21.40: "Sommer i Tyrol" af Anna Neye / kl. 21.50: "Får" af Frederikke Aspöck
•Søndag den 30. maj vises alle ni film som en New Danish Screen-maraton fra kl. 20.00
En nyhed fra danskfilmskat.dk's nyhedsgruppe TV2
"Lærkevej" er flot repræsenteret ved årets tv-festival i Monte Carlo. "Lærkevej", der er støttet af Public Service Puljen, er nomineret til en Guldnymfe i fire kategorier inden for komediegenren. Tv-festivalen finder sted fra den 6. til 10. juni
Skuespillerne Henrik Prip og Christian Tafdrup er nomineret i kategorien Bedste mandlige skuespiller. Søs Egelind og Anette Støvelbæk kæmper ligeså begge om at vinde prisen for Bedste kvindelige skuespiller.
Udover skuespillerne er de tre producere Mie Andreasen, Tomas Hostrup-Larsen og Rasmus Thorsen alle nomineret i de to kategorier ”Outstanding International Producer” og ”Outstanding European Producer”.
"Lærkevej" får skarp konkurrence om priserne med de populære amerikanske serier "30 Rock", "Entourage" og "The Office", der alle har ind til flere Emmy'er, Golden Globes og diverse andre priser stående på kaminhylden.
"Lærkevej" trak rundt regnet en million danskere til hver torsdag i efteråret 2009. Når september melder sin ankomst, ruller anden sæson af den populære tv-serie over skærmen med 12 nye afsnit på TV2.
Serien er produceret for Cosmo Film af Mie Andreasen, Tomas Hostrup-Larsen og Rasmus Thorsen. "Lærkevej" har modtaget støtte via Public Service Puljen under Det Danske Filminstitut.
En nyhed fra danskfilmskat.dk's nyhedsgruppe DFI
Det Danske Filminstituts bestyrelse har efter indstilling af et enigt Spillefilmråd ansat Rasmus Horskjær som ny konsulent for spillefilm med særligt fokus på børn og unge.
Rasmus Horskjær, der oprindelig er uddannet journalist, har siden 1998 været ansat i DR’s Ungdomsredaktionen, hvor han blandt andet har været manuskriptforfatter og instruktør på satireklassikere som "Banjos Likørstue", "Rockerklubben 'Svinene'" og "Jul i Verdensrummet". Horskjær har desuden i DR fungeret som projektleder og udvikler af blandt andet "Flemmings Helte" samt skrevet fiktion til radio.
Områdedirektør for Produktion & Udvikling på DFI, Claus Ladegaard, udtaler om ansættelsen: "Vi glæder os meget til at arbejde sammen med Rasmus Horskjær, der kommer med en baggrund som både udvikler og kreativ drivkraft bag en række dristige og udfordrende produktioner til de unge målgrupper. Horskjær har med sin friske tilgang til det at fortælle for børn og unge bevist, at han har sans for at ramme dem præcis, hvor de er."
Rasmus Horskjær siger selv om arbejdet som filmkonsulent: "Det kræver sit at være en voksen person, som favner børn og unge uden selv at tabe sin personlige smag og integritet. Det skal man kunne som skaber af fortællinger til børn og unge. Og som filmkonsulent skal man kunne stimulere og støtte andre i denne bestræbelse. Det anser jeg som den vigtigste funktion i jobbet som konsulent, hvor jeg vil gå efter originale, ærlige og nyskabende projekter."
En nyhed fra danskfilmskat.dk's nyhedsgruppe Cannes
Janus Metz' dokumentarfilm "Armadillo" og Daniel Joseph Borgmans "Berik" modtog i dag de to hovedpriser på Semaine de la Critique i Cannes.
Dansk film modtager to hovedpriser i Cannes. Både den allerede meget anmelderroste danske dokumentarfilm "Armadillo" af Janus Metz og kortfilmen "Berik" af New Zealandsk-fødte Daniel Joseph Borgman blev Grand Prix-vindere på Semaine de la Critique i Cannes.
Grand Prix x 2
Hovedprisen, Grand Prix de la Semaine de la Critique for film i spillefilmslængde, uddeles af internationale journalister og filmkrititkere, der afgør vinderen ved afstemning. Med prisen følge 5.000 euro til filmens instruktør. Janus Metz er den første dansker, der modtager den fornemme hæder.
For bedste kortfilm modtog Daniel Joseph Borgman hovedprisen, Grand Prix Canal+. I forbindelse med prisen køber Canal+ tv-rettighederne til filmen. Derud tildeler Panavision Alga Techno filmudstyr til en værdi af 6.000 euro til realiseringen af Borgmans næste filmprojekt. Det er første gang en dansk kortfilm modtager prisen.
Semaine de la Critique er et af de vigtige sideprogrammer på Cannes festivalen. Hvert år konkurrerer syv spillefilm og syv kortfilm. Det er første gang, at en dokumentarfilm vinder hovedprisen i Semaine de la Critique.
Armadillo
"Armadillo" fortæller historien om unge soldater og deres mistede uskyld i krigen i Afghanistan. Filmen er en rejse ind i de unge soldaters sind og et forsøg på afdækning af, hvad det vil sige at være i krig; og det er et meget lidt romantisk billede. Som et karakterdrevet, psykologisk drama afsøger "Armadillo", hvordan politik møder realiteter, når det internationale samfunds intentioner om demokratisering og udvikling kolliderer med krigens skræmmende ansigt.
Armadillo er navnet på en af de danske forposter i Helmand-provinsen i Afghanistan, hvor instruktøren Janus Metz og filmfotografen Lars Skree gennem et halvt år har fået tilladelse til at følge de danske soldater i forreste linje med kameraet tændt på afgørende tidspunkter og under voldsomme kamphandlinger.
Med "Armadillo" er det første gang Danmark, har en dokumentarfilm i spillefilmlængde med i Cannes festivalens serier. Michael Moores "Bowling for Columbine" opnåede i 2002 en plads i hovedkonkurrencen i Cannes, og festivalen har siden jævnligt inkluderet enkelte dokumentarfilm i sit hovedprogram, bl.a. Moores "Fahrenheit 9/11", der i 2004 vandt Guldpalmen.
Janus Metz har tidligere nået et stort publikum med de to fintfølende og nuancerede skildringer af forholdet mellem thailandske kvinder og danske mænd i filmene "Fra Thailand til Thy" og "Fra Thy til Thailand", som DR har vist flere gange.
"Armadillo" er produceret af Ronnie Fridthjof og Sara Stockmann for Fridthjof Film med støtte fra Det Danske Filminstitut ved konsulent Michael Haslund-Christensen.
Der er dansk biografpremiere torsdag den 27. maj i 45 biografer.
Berik
"Berik" fortæller historien om ensomhed og venskab fra en af verdens mindst beskrevne regioner. I det østlige Kasakhstan lever den blinde og svært handicappede Berik et ensomt liv, indtil den 11-årige Adil en dag banker på hans dør.
Daniel Joseph Borgman har siden 2005 boet i Danmark. "Berik" er instruktørens femte kortfilm. Sidste år deltog Borgman i det officielle kortfilmkonkurrenceprogram i Cannes med "Lars og Peter". Borgman har siden begyndelsen af marts deltaget i Cannes festivalens 20 uger lange Cinefondation Residence-program i Paris, hvor han udvikler manuskriptet til sin debutspillefilm "The Weight of Elephants".
"Berik" er produceret af Katja Adomeit med et dansk filmhold for Zentropa. Filmen er del af Borgmans uddannelse på den alternative filmskole Super16, der har Nordisk Film som hovedsponsor. "Berik" er produceret med støtte fra Filmværkstedet.
En nyhed fra danskfilmskat.dk's nyhedsgruppe Cannes
20-årige Simon Lykke debuterer i år på filmfestivalen i Cannes med sin afgangsfilm "Confessions". For det unge instruktørspire er det en drøm, der går i opfyldelse.
Når Cannes Festivalen i disse dage lader filmspolerne rulle, er der blandt de verdenskendte stjerner også nye og indtil videre ukendte navne. Heriblandt 20-årige Simon Lykke, der i nogle dage skifter hverdagen i Odense ud med palmer og champagne i Cannes. Hans afgangsfilm fra London Film Academy, "Confessions" er nemlig på markedet "Short Film Corner". For instruktøren selv er det en gammel drengedrøm, han endelig får lov til at udleve.
Fra Odense til London
Den unge fynbo Simon Lykke er født og opvokset i Odense og fik i 2008 sin studentereksamen fra Skt. Knuds Gymnasium.
Med en drøm om at blive filminstruktør flyttede han til London, hvor han blev optaget på London Film Academy, og som afgangsfilm instruerede han "Confessions".
"Confessions" er en kortfilm om en ældre kvinde, der med alle kræfter forsøger at forføre en streng katolsk præst. Han må dog hanke op i sig selv for ikke at lade sig forføre af sit menneskelige instinkt.
Filmen blev i 2009 kåret til årets bedste afgangsfilm og blev blandt andet hyldet for sin lyssætning.
Efter det etårige ophold i London er Simon Lykke bosiddende i Odense igen. Nu med bagagen fuld af erfaringer fra London.
Drengedrøm
Når Simon Lykke vender hjem fra Cannes, skal han i gang med sin næste kortfilm, som han har modtaget støtte til fra Filmværkstedet i Odense.
Men lige nu handler det for Simon Lykke om at være tilstede i Cannes, som han har fulgt gennem hele sin ungdom.
"Da jeg var en helt ung dreng og lavede stop-motion-film med Lego-figurer, drømte jeg om at komme til Cannes for at vise mine film. Nu, hvor det er sket, håber jeg selvfølgelig, at "Confessions" bliver pænt modtaget af publikum og filmbranche, men først og fremmest er det kæmpestort bare at være tilstede på festivalen."
En nyhed fra danskfilmskat.dk's nyhedsgruppe Zentropa
Meta Louise Foldager, der har produceret bl.a. Lars von Triers seneste to film, bliver freelancer.
Meta Louise Foldager, en af dansk films mest markante producere, frigør sig fra Zentropa og får fra den 1. juni i år status som selvstændig.
Meta Louise Foldager producerede bl.a. ”Kongekabale” og ”Nordkraft” for Nimbus Film, før hun skiftede til Zentropa og blev Lars von Triers producer.
Med dansk films førerskikkelse har hun iværksat ”Direktøren for det hele” og senest ”Antichrist”.
Fogh som bøsse
Hun er kendt for sin evne til at finde og udvikle nyt talent og stod bag bl.a. Morten Hartz Kaplers' ”AFR”, der gjorde Anders Fogh Rasmussen til bøsse, og senest Heidi Maria Faisst's ”Velsignelsen”.
Ingen af filmene har dog appelleret til publikum.
Trods det flotte cv var Meta Louise Foldager ikke blandt Peter Aalbæk Jensens udvalgte, da han i marts 2008 formelt gennemførte et generationsskifte i Zentropa-toppen. Grundlæggeren indsatte i stedet producerkollegerne Louise Vesth og Sisse Graum Jørgensen i ledelsen, mens Meta Louise Foldager forblev længere nede i hierarkiet.
Fokus på økonomien
I en tid, da filmproducenter i Danmark har sværere og sværere ved at tjene penge, har den stadig mere synlige nye ledelse større fokus på økonomistyringen, og Zentropa er ikke længere den anarkistiske legeplads, selskabet har været tidligere.
Det betyder, at Meta Louise Foldager bliver kigget over skulderen af engang sideordnede producere, og hun kan ikke opnå den frihed, som hun tidligere har haft.
Således er Meta Foldager heller ikke alene om at producere Lars von Triers kommende film ”Melancholia”. Her er Louise Vesth koblet på.
Struense-film
På Nikolaj Arcels kommende Struense-film, ”Caroline Mathildes år”, er Sisse Graum Jørgensen sat ind som støtte.
Peter Aalbæk Jensen siger, at situationen om Meta Louise Foldager godt kan tages som udtryk for, at det er nye tider i branchen.
"Meta ønsker friere rammer om sit virke, men hun vil gøre sine igangværende projekter færdige og fortsat have en tilknytning til Zentropa som freelancer. Hun vil i fremtiden slippe for at bruge sit liv på at slås med en ledelse om, hvilke projekter der skal realiseres. Spændetrøjen er kommet af," siger Peter Aalbæk Jensen.
»Det er op til Lars«
Meta Louise Foldager siger, at beslutningen er hendes egen, og at hun vil koncentrere sig om at gøre sine nuværende projekter færdige og sideløbende have fokus øget på internationale produktioner.
"Det gælder både det at få danskere til udlandet og udlændinge til Danmark. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke har gjort det her før. Nu er Zentropa ikke længere forpligtet til at godtage mine mærkelige ideer, og jeg er fri til at lave, hvad jeg vil."
Hun ved ikke, om hun skal producere Lars von Triers næste film.
"Det er helt op til Lars."